At dele...

I den forbindelse har jeg med stor glæde arbejdet med nogle af Danmarks største virksomheder – med topledelsen, forretningsområder, ledelsesudvikling, teams og mange af de mennesker, der står nederst i hierarkiet, når toppen presser på .

Ofte er jeg i den sammenhæng blevet spurgt til min egen praksis. Det spørgsmål har jeg med glæde svaret på, når det kom op i samtaler. Og jeg tænker, at andre i denne gruppe måske også kunne finde inspiration og nytte i det, der har været en stor støtte for mig .

Dette er ikke et forsøg på at være vidende(!), men blot et ønske om at dele, hvad jeg selv har fundet inspirerende, nyttigt og udviklende på min vej – i et helt almindeligt liv med arbejde, familie og en virkelig tosset verden i både nær og fjern.

På min egen vej i buddhismen har jeg mødt mange gode mennesker her i Danmark. Jeg har mødt mennesker, der har dedikeret deres liv til Dhamma, de gode mennesker, der støtter og hjælper dem, jeg har mødt nysgerrige og skeptikere. Jeg har mødt både medvind og modvind. Kort sagt: alt det, vi som mennesker uundgåeligt møder, når vi møder hinanden. Nogle gange er det godt, andre gange udfordrende, og ofte en blanding af begge .

Når jeg nu stikker hovedet lidt frem af busken her i gruppen og deler noget mere personligt, er det fordi jeg håber, det kan være til gavn for dem, der søger inspiration til, hvordan buddhistisk praksis kan være nyttig – helt nede på jorden.

Det er nemlig det, der står mit hjerte nært!

…. og det har jeg indtil videre fundet i Ajahn Chahs Theravāda-linje, i Amaravati Kloster i England og i deres lægorganisation ALBA (Amaravati Lay Buddhist Association).

Ajahn Chah sagde noget i retning af: “Den eneste bog, der virkelig er værd at læse, er dit eget hjerte.”

Det kræver lidt kendskab til læreren og traditionen at forstå dybden i det, men helt grundlæggende handler det om at lære sit indre at kende, så man bedre kan “styre bilen”.

Ajahn Amaro, vice-abbed ved Amaravati, sagde engang: “Et liv uden etik (sīla) er som at køre en bil uden bremser.”

Linjen, læren og lærerne sigter altså efter at lære at “køre bilen” bedre.

Det giver et meget godt billede af traditionens udgangspunkt og tilgang til Dhamma.

Dette har jeg selv haft stor glæde af at opdage og leve med – og måske kan det også glæde andre her på siden.

Så i mit næste opslag vil jeg dele lidt mere om, hvad lægpraksis egentlig er for mig, og hvordan et liv i kontakt med Buddha, Dhamma og Sangha kan styrke vores indre, så vi kan stå stærkere i den ydre verden – uanset hvordan den udfolder sig.

…. Eller, hvad det betyder for vores køreegenskaber, når vi lærer koblingspunktet, gear, speeder og bremser at kende…. Og hvad det betyder for andres, og vores egen, sikkerhed når vi lærer hvordan blinklyset og bakspejlet virker