Et lægliv i praksis

Måske skal jeg starte et andet sted...
Min første buddhistiske lærer sagde engang noget i retning af:
“Den perfekte Sangha findes ikke. Fremfor at møde det kritisk, så tilføj det, du selv mener mangler – og find glæde i det.”

Mit ønske med denne række af indlæg er at dele noget mere personligt, der måske kan inspirere andre “søgende” på Vejen. Det er noget, jeg selv synes, der mangler lidt i gruppen, så det vil jeg gerne bidrage med.

Det er ikke et forsøg på at være vidende – ej heller korrekt!

Dette er mit lille bidrag til facebookgruppen, som jeg håber vil være til glæde for flest

At forvalte "mit" liv etisk er, indtil videre, hvad jeg forstår ved at “være buddhist”. Det er MEGA svært – især når så meget i Kanon er skrevet til munke og nonner, der levede i en helt anden del af verden for over 2.500 år siden.

Så meget har forandret sig siden da… eller rettere: så lidt har forandret sig siden da. (Den lader vi lige stå).

At lade mine buddhistiske ben bære mig i 2025, hvor jeg allerede har stiftet familie – før jeg for alvor begyndte at gå i elefantens fodspor – og hvor mine roller og ansvar som ægtemand og far går forud for alt, er virkeligt, VIRKELIG svært.
Men da min første lærer introducerede mig for Dharmaen (som det staves i den tradition, jeg modtog min første træning i), var det så kraftfuldt, at jeg forstod, at jeg aldrig kunne vende den ryggen.

Jeg lærte, at lykke er et valg, og at opgaven og ansvaret alene er mit. Så jeg lagde "mit" liv i lærerens hænder og trådte ind i et flereårigt Dharmalærer-program.

Jeg lærte virkelig mange vigtige ting i den tid. Intet – som i INTET – var som jeg havde håbet eller forventet. Jeg lærte virkelig, som i VIRKELIG, meget om min vrede. Og jeg lærte vreden at kende i dens mest hardcore form: Berettiget vrede.

Alt gik galt i min tid i Dharmalærer-programmet, og i sidste ende måtte det stoppe. Min lærer valgte at trække sig fra hele sit engagement i traditionen, centeret, sanghaen og sine elever.

Men noget havde allerede sneget sig ind i mit sind.Et frø, som læreren havde plantet uden at jeg havde lagt mærke til det, var begyndt at spire: “Så, hvad har du tænkt dig at gøre ved det?!”

Når alting står i flammer omkring dig – når dem der skulle være noget for dig ikke er opgaven moden, når tvivl, vrede, begær, opgivenhed og bekymring fylder alt i dit sind – hvad har du så tænkt dig at gøre ved det…?!

Før min lærer valgte at trække sig fra gerningen, havde jeg dog lært det vigtigste. For det er jeg dybt taknemmelig

De sidste ord til mig var noget i retning af:
“Jeg er så træt af at prøve at overtale folk til at vælge lykken, at jeg ikke har mere at give af. Jeg ønsker derfor ikke længere at have elever. Du er dog ikke en af de værste, jeg har haft.”

Et lærer/elev-forhold i den tradition er et livstidsengagement, men min lykke måtte ikke være afhængig af det.
Så jeg valgte, for mit vedkommende, at efterkomme ønsket – og lede efter en ny lærer.

Det vil mit næste indlæg handle om: Om pludselig at stå alene med sin praksis, og vide at den ikke kan udvikle sig uden en ny lærer.

Et lægliv for mig startede altså med en dyb indsigt i, at lykke er et valg – og opgaven og ansvaret er min alene.

Jeg håber, at mit lille bidrag har været inspirerende.
Jeg håber, at du vil følge med.
Det har været min store glæde at skrive og dele det

Billedet er fra en herlig praksisform, der var en del af min første træningen. At spise opmærksomt, og undskylde sin uopmærksomhed, når skeen ramte skålen og gav den mindste lyd...