Om at finde et godt fællesskab og en lærer

Da jeg endelig havde fundet en retning og linje, som virkelig gav mening, vidste jeg, at næste skridt måtte være at finde et fællesskab og en lærer, der kunne støtte mig i at komme videre på Vejen. Ikke bare som inspiration, men som et sted, hvor praksis kunne få jordforbindelse og rodfæste sig i hverdagen.

Men… i Danmark er der ikke mange muligheder inden for Theravāda, og især ikke inden for skovtraditionen, som jeg var begyndt at føle mig hjemme i. De få steder jeg fandt og undersøgte, talte ikke helt til hjertet, som jeg havde håbet.
Jeg vidste godt, at den perfekte Sangha eller lærer ikke findes, men jeg havde efterhånden gjort mig nok erfaringer med, hvad det ikke skulle være, til at vide nogenlunde, hvad jeg søgte.

Jeg søgte et fællesskab, der var levende – hvor praksis ikke bare blev talt om, men faktisk blev udlevet. Et modent og veletableret miljø, som jeg kunne læne mig ind i og vokse i.
Jeg havde tidligere været en del af nogle virkelig gode grupper, hvor der blev lagt masser af tid, hjerte og engagement i praksis.
Men jeg kunne mærke, at energien dér var begyndt at bevæge sig mere mod afvikling end udvikling.
Jeg længtes efter et sted, hvor retningen allerede var tydelig, og hvor praksis blev båret af strukturen – ikke holdt oppe af den.

Jeg ønskede et sted med autentisk træning og struktur – hvor undervisningen var forankret i traditionen, og hvor jeg ikke længere behøvede at famle mig frem “i blinde” på internettet midt om natten.
Jeg længtes efter regelmæssighed og kontinuitet, ikke bare små glimt af inspiration.
Et sted, hvor praksis kunne udvikle sig og få dybde, i stedet for bare at blive holdt i live.

Kort sagt: jeg drømte om et fællesskab, der kunne støtte en daglig lægpraksis – ikke bare weekendbuddhisme.

Og vigtigst af alt: jeg ville finde et sted, der kunne holde i længden.
Jeg havde set for mange gode projekter og grupper forsvinde igen, når hverdagen ramte, eller når de få ildsjæle, der bar det hele, brændte ud. Jeg vidste, jeg havde brug for noget mere stabilt.

Da jeg ikke fandt det herhjemme, begyndte jeg at kigge ud i verden. Jeg brugte utallige timer på nettet, lyttede til foredrag og kontaktede folk, jeg havde mødt på retræter. Og igen og igen dukkede Amaravati Kloster i England op. Uanset hvilken vej jeg fulgte, førte den dertil.

Set udefra kunne jeg næsten sætte flueben hele vejen:
Retning: ✔️
Linje: ✔️
Lærer: ✔️
Sangha: ✔️

Alene besøget på deres hjemmeside fik mig til at gå bagover.
Klosteret og templet er virkelig imponerende, men det, der slog mig mest, var mængden og kvaliteten af de ressourcer, de gør frit tilgængelige.
I hundredvis af bøger og artikler fra nogle af de mest prominente munke og nonner ligger klar til download.
Endnu flere podcast-episoder og talks er tilgængelige på alle tænkelige platforme – YouTube, Spotify, SoundCloud, podcast-apps … you name it. They got it.

Kort sagt: et hav af visdom, som jeg næppe når igennem i dette liv.
Og alt sammen gratis – præcis som det hører sig til i denne tradition.

Derudover tilbyder Amaravati træning på mange niveauer – fra introduktionskurser, chantinggrupper og refleksionskredse til dagsretræter og længere ophold for lægfolk. For dem, der føler sig kaldet, er der også mulighed for ordination.

Det hele virkede bare … rigtigt.
Ikke perfekt, men ærligt og levende.
Her var en Sangha, der havde stået støt i mange år, og som stadig var åben, tilgængelig og helt nede på jorden.
Her blev der ikke snakket om, hvordan verden burde være – men øvet i, hvordan man kan møde den, som den er.

Så nu manglede jeg egentlig kun én ting … at række ud.

Det kommer næste indlæg til at handle om...

Billedet er fra en herlig morgenstund på standen med topledelsen fra Novo Nordisk på Bornholm