Fortsættelse

Det var enormt skrøbeligt at stå med en spirende indre Dhamma i en verden, der uden en grundig forklaring let kunne opfatte den som tosset og virkelighedsfjern. Det stod klart for mig, at uden en lærer – rodfæstet i en autentisk linje, som jeg bare havde en lille chance for at forstå – ville min praksis forsvinde som dug for solen. Alt omkring mig trak sindet i en anden retning end Dhamma med en sådan kraft, at jeg vidste, det var sikkert: uden en lærer ville jeg miste fodfæstet.

Men hvor pokker finder man en lærer, der kan tale på en måde, så en tykskallet, stædig, kaotisk, FORVIRRET, autonom, vred og (for)dømmende, succesfuld forretningsmand, far og ægtemand – med 120 km/t på øverste etage – kan forstå, at det ikke handler om ham og hans. At det ikke handler om de andre og deres. Men om noget fælles, større, vigtigere – og frigørende.

Jeg ledte med lys og lygte på internettet og brugte nogle år på at deltage i mange forskellige grupper, kurser og retreats både i ind- og udland. Jeg søgte retninger og praksisformer, som på en eller anden måde “talte” til mig. Det var både inspirerende og forvirrende.

Det gik op for mig, at buddhismen har udviklet sig voldsomt forskelligartet, alt efter hvor den har slået rod. I Danmark står den tibetanske linje stærkt, og mulighederne for fordybelse er mange og gode. Men noget i linjen – og måden den blev formidlet på – var mere forvirrende for mit sind end gavnligt.

Den sekulære vej var til gengæld meget tillokkende. Her var alle de “underlige” og “langt ude” praksisformer og belæringer skåret væk, og tilbage stod Buddhas Dhamma i en frisk og enkel form – uden utallige verdener, riger, eventyrlige væsner, uden genfødsel og reinkarnation og alt det andet, som jeg ikke oplevede pegede i en hensigtsmæssig retning for mit sind.

Den vej dykkede jeg ned i over længere, intense perioder. Og jo mere jeg fordybede mig, jo tydeligere så jeg, at meget af den sekulære tilgang pegede direkte tilbage på den tidlige buddhisme – og Theravāda-retningen. Mange af de sekulære lærere, jeg fandt inspirerende, havde selv tilbragt tid som ordinerede i Theravāda-traditionen og refererede ofte til den visdom, denne linje rummer.

Igen blev internettet min ven. Jeg fandt ufattelige mængder af ressourcer – både i Danmark og især i udlandet. Man skal ikke søge længe, før navne som Ajahn Brahm, Ajahn Chah, Ajahn Sumedho og Ajahn Amaro dukker op. Der findes et nærmest uudtømmeligt hav af ressourcer, som de har gjort frit tilgængelige – og jeg kastede mig grådigt over dem.

Det tiltalte mig dybt, at linjen bygger på en kerne, som Ajahn
Chah udtrykte så smukt: “Den eneste bog, der i virkeligheden er værd at læse, er dit eget hjerte.”

At jeg ikke, som tidligere, skulle lære at stole på en lærer, men at lære at stole på min bevidsthed.

Det stod klart for mig, at netop denne tradition og linje – og måden den bliver formidlet på, tilgængelig helt her fra mit lille sted i Danmark – var noget, mit sind kunne forstå og genkende. Det handlede mest af alt om at lære sit indre at kende så godt, at der kan opstå en indre frihed. En frihed til at vælge lykken – uanset hvad der sker i og omkring én.

Men først gjorde jeg mit Dharmalærer-program færdigt, så godt jeg nu end kunne på egen hånd. Billedet er af remedierne til at praktiere prostationer, som var en del af curriculum til programmet. Dem har jeg har lavet virkelig mange af

Til den videre vej manglede jeg bare en lærer (eller 2) og et fællesskab. Det kan da ikke være svært at finde eller …

Det kommer mit næste indlæg til at handle om.

Har du spørgsmål så tøv ikke med at skrive...

Jeg håber, at mit lille bidrag har været inspirerende.
Jeg håber, at du vil følge med.
Det har været min store glæde at skrive og dele det